Hårfjerning uden plastik

Sommeren er over os, og det betyder bare ben for de fleste. Og for næsten lige så mange betyder det hårfjerning fra både ben, armhuler og andre steder, man gerne vil flashe i varmen. Men har du nogensinde tænkt over, hvor miljøvenlige dine glatte stænger er?

Hvis du hører til typen, der bare lader det hele gro, så power to you! Det skal være op til alle at have lige præcis den mængde behåring, de ønsker! Og hvis du ønsker dig mindre hår, end der gror på din krop, så kommer her en guide til at fjerne håret på den mest skånsomme måde for planeten (og dig måske?).

Hvordan kan hårfjerning være bæredygtig?

Ja, det er jo det spørgsmål, vi hele tiden stiller os selv, når vi har lyst til at lave en ny guide. Læs med og se, hvad vi har fundet ud af:

Safety razor

Skraberen der holder for evigt. Af en eller anden grund har kvinder fået at vide, at vi kun er sikre, hvis vi bruger pink skrabere med et feminint design, der beskytter vores delikate ben og giver silkeblød hud. Mænd verden over (og flere og flere kvinder) ved dog, at plastik ikke er den eneste vej til blød bar hud. Hvis du ikke er overbevist, så læs fx denne spændende historie om engangsskraberens historie og en kvindes skift.

Metalskraberen, som på engelsk hedder en safety razor og i sit design minder om de allerførste skrabere, kan efterhånden fås flere steder, fx hos Isangs.

Barberskumsbar

Det er en myte, at man behøver barberskum til at barbare sig. En shampoo med god skummeevne kan sagtens gøre arbejdet. Men hvis din shampoo ikke skummer, eller du godt kan lide at have et seperat barberingskit, anbefaler vi en sæbebar som skummer.

Det kan enten være en dedikeret barberingsbar som denne*, der både skulle fungere til mænd og kvinder samt er økologisk, eller en almindelig sæbebar som denne fra urtekram* (begge links er affiliate links).

Voks

Vidste du, at voks ofte indeholder plastik? De fleste voksprodukter på markedet er baseret på en plastikmasse, som du smører på benene (eller andre steder). Det er hverken godt for dig eller miljøet. Det er der heldigvis nogen, der gør noget ved. Hvis du vil have en voksbehandling, kan det fx gøres hos den grønne skønhedsklinik Beauty Avenue.

“På Beauty Avenue bruger vi vores helt egen plantebaserede voks, som vi er meget stolte af at have fået produceret. Den er baseret på olivenolie, bivoks og naturlig harpiks fra træer. Vores produkt er udelukkende til professionelt brug og kan derfor desværre ikke købes på nuværende tidspunkt til hjemmebrug,” sagde Marie Andersen fra Beauty Avenue, da vi spurgte, om man kunne købe produktet til hjemmebrug.

Hvis du vil forsøge hjemme, har vi fundet denne voks* (affiliatelink), som kun indeholder naturlige og økologiske ingredienser.

Sugaring

Hvis du ikke er til voks, så er sukker måske løsningen? Det er en metode, hvor vand, sukker og citron laves til en slags karamelmasse, der trækker hårene ud og kan bruges flere gange modsat voks. Mange mener, at sugaring er langt mere skånsomt end voksning.

Du kan både få sugaring på en klinik eller lave det hjemme med økologiske produkter* (affiliate link). Sugaring kan faktisk laves uden strips – så når det kommer til DIY sugaring, vil vi anbefale dig at gå udenom strips. Ellers er vi tilbage ved problemet med engangsprodukter. Du kan eventuelt få en behandling først for at aflure teknikken – eller finde tips på youtube!

Uanset hvad du vælger, så håber vi, at du fremover får en hårfri OG plastikfri oplevelse. Ligesom med så meget andet er det svært at vide, hvad den mest bæredygtige løsning er, både for planeten og for dig. Men at droppe engangs- eller fågangsprodukter er altid et godt første skridt på vejen.

6 Comments

  • Ved I hvor ofte man skal købe nye barberblade til en safety razor? 🙂 jeg kan se at de ikke følger med på fx Isangs.

    • Det er smag og behag, hvor ofte de skal skiftes. Det kommer an på, hvor skarpt et blad du vil have – man kan også slibe dem, når de er blevet sløve, og forlænge deres levetid på den måde.

  • Hej piger!
    Super fedt med inspiration til bæredygtig personlig pleje.
    Måske kunne I have lyst til at give jeres egen anmeldelse/vurdering, selvfølgelig helt subjektivt, på nogle af produkterne fx fra isangs.com hvis I har afprøvet nogle af dem?
    Kh Sidsel

  • Ift. Sugaring uden strips, så brugte jeg noglesmå gamle stofrester som alternativt nok aldrig ville blive brugt til noget alligevel ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *