Juni måneds udfordring: Pluk selv

”Jeg ved hvor der findes en have så skøn.” Sangen tilbage fra 1800-tallet har alle nok før eller siden sunget i folkeskolen. Og ja, Danmark om sommeren ér virkelig smuk. Samt spiselig. For det er netop nu i juni måned, at naturens herligheder begynder at overtage landet med saftige jordbær, hindbær, søde ærter, nye kartofler, og vi kunne blive ved. Alt det grønne er noget, vi her på redaktionen glæder os til hvert år. Vi gætter på, at du er enig i, at det ikke er rigtig sommer, før man har fået den første skål med jordbær.

Læs også: Hyldest til hyldeblomst

Men juni måned gemmer også på godter, du måske ikke lige kender eller ved er spiselige! Blandt andet kan du ude i naturen finde duftende urter, skovjordbær, som om muligt smager endnu bedre, end dem man kan købe, og selvfølgelig hyldeblomst. Det kan være, at du allerede sidste år lavede din egen hyldeblomstsaft, eller at du i maj var ude at plukke ramsløg i skoven. Uanset om du er en garvet plukker eller aldrig tidligere har udnyttet naturens tagselvbord, så udfordrer vi dig denne juni til at komme ud og plukke spiselige planter.

Få hjælp hos Vild Mad

Det er ikke nødvendigt at kaste sig ud i at læse tunge bøger med lange beskrivelser af planterne, du kan spise. Initiativet Vild Mad har gjort det til sin mission at lære det danske folk at sanke. Dette ord betyder at oplede, søge og samle (ved at plukke, pille og optage) frugter, blomster og andre spiselige planter. Hos Vild Mad finder du et overskueligt og visuelt opslagsværk over de råvarer, du kan finde i den danske natur.

Pluk også i byen

Lad dig ikke afskrække af, at du bor i byen! Der er stadig gode muligheder for at komme ud og plukke løs. Byhøst har udviklet en app med et digitalt kort, som nemt viser dig de steder, hvor der fx gemmer sig solbær eller stikkelsbær. Download app’en på Google Play eller Appstore, hank op i kurven og kom ud og genopdag din by med spiselige planter for øje.

Ved du allerede nu, hvilke sommergodter du vil plukke i juni? Del det endelig med os i kommentarfeltet. Vi sankes ved!

Tekst af Siri Dannesboe.

1 Comment

  • Rabarberne er vi startet på i maj, men de giver stadig godt..
    Jordbær i læssevis – ser det ud til at vi skal plukke hos os i juni. De er ikke helt modne endnu, meeen til weekenden…. Og radiser.. Dem er ungerne helt vilde med..
    Hindbær og blåbær i lidt mindre mængder. Men jeg er ikke helt sikker på om de er modne allerede i juni, da det er første år vi har dem i haven.
    Senere på sommeren står den på æbler og ærter. Måske lidt blommer og kirsebær.

    Det bedste er at det hele er fra egen have, så jeg ved præcis hvad det hele har været udsat for 🙂

    God sommer og tak til jer for skøn inspiration!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *