Køb de rigtige blomster til Valentines Dag

Det er snart Valentines Dag, endnu en amerikansk tradition, som mest af alt er kommet til Danmark fordi nogle forretninger så en mulighed for mersalg. Af de forretninger, er det nok især blomsterhandlerne, som har trukket højtiden hertil. For der jo ikke er noget, der siger “jeg elsker dig” som en stor buket røde roser.

Smukke blomster med en beskidt bagside

Der er jo heller ikke noget smukkere end en stor buket blomster, men når først man kender sandheden om de lange stilke, kan det være svært, at se på dem med kærlighed.

Blomster har nemlig en beskidt bagside, som både indeholder store mængder sprøjtegifte og flytransport.

Det er nemlig slet ikke “naturligt” at vi kan få store friske blomster i februar. Så derfor importerer vi dem, med et kæmpe klimaaftryk til følge.

Politikken har spurgt Concito om præcis hvor meget?

“En rose fra Kenya har et klimaaftryk på cirka 1 kilo CO2, når den bliver solgt i Europa, viser studier fra blandt andet Wageningen Universitet i Holland og National Center for Biotechnology Information. De roser, som vokser i et vinteropvarmet hollandsk drivhus, har en klimabelastning på 5 kilo CO2per styk.”

Og så kommer forbruget af pesticider på blomsterne oveni. Fordi blomster ikke er en fødevare, må man sprøjte dem med skrappe kemikalier også her i Europa. Det skader ikke bare grundvandet, men også de mange hænder som arbejder med blomster.

Lokalt eller ikke lokalt?

Man kan nemt tro, at lokalt ville være bedst, men en artikel fra Information siger det stik modsatte, fordi europæiske blomster tit er dyrket i drivhuse og afrikanske blomster er dyrket i det fri. Samme artikel siger også, at transporten i det samlede CO2 regnskab er meget lille. Altså kan vi ikke gå efter lokal i denne sammenhæng.

Men hvad så hvis de er dyrket økologisk på friland?

Lokale økologiske blomster er svære om vinteren

Vi har gennem research fundet ud af, at der især i forårs- og sommerperioden er mange økologiske markeder rundt omkring, og her kan man finde økologiske afskårne blomster. Både lokalt og økologisk er vel win-win! Det kan derfor være værd at spørge en rigtig blomsterhandler om han kan skaffe økologiske blomster, for der bliver flere og flere af dem, især med firmaer som Vilde Violer og Flor.

Men de dyrker også deres blomster uden opvarmede drivhuse, og det betyder, at der ikke dyrkes økologiske blomster året rundt. Du kan jo heller ikke plukke en grøftekantsbuket i februar.

Miljøcertificerede blomster

Vilde Violer sælger faktisk blomster buketter hele året – om sommeren fra deres egen avl, og om vinteren er det miljøcertificerede blomster fra udlandet.

Denne artikel fra forbrugerkemi.dk, fortæller meget fint om de alternativer der findes inden for mere miljøvenlige blomster. Fx findes der et mærke, der hedder “Fair Flowers Fair Plants”. De har forskellige krav pr. land, men mere fokus på miljø og sprøjtemidler. En anden mulighed, hvor der burde være styr på arbejdsforholdene er fairtrade blomster. Dog er fairtrade sjældent et stempel for miljøvenlighed, og vores research viser også, at der tilbage i 2012 var stor debat om hvorvidt fairtrade blomster egentlig var særlig godt.

Der findes også et certifikat, som hedder MPS A Certifikat. Dette omhandler miljø og ressourcepåvirkningen og findes både på blomster og potteplanter. Det er dette certifikat, som Vilde Violers vinter buketter har, og der er også store firmaer som fx Aldi der køber blomster med det certifikat. Vi har dog ikke kunne finde dato på om disse blomster er fløjet ind eller dyrket i opvarmede drivhuse.

Så hvis du gerne vil give blomster denne Valentines Dag, så overvej hvor du køber dem. Der er ikke nogen helt perfekt løsning, før de kan plukkes i skoven, men vi håber, at du nu har fået lidt mere viden og pejlemærker til at “sige det med blomster” på den mest bæredygtige måde.

Tænker du over klima og miljø når du køber blomster?

1 Comment

  • Ja, jeg køber faktisk meget sjældent blomster af den grund. Det er dog først noget, jeg er begyndt at tænke over inden for det seneste års tid. Før elskede jeg at købe blomster hos min lokale favorit blomsterhandler – gerne mindst en gang om måneden. Jeg savner dog at have blomster i huset ind imellem, så dejligt med forslag til bedre alternativer, hvis man nu ikke helt vil undvære blomster i vinterhalvåret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *