Langsom indretning: Lær at skabe et hjem med tålmodighed

Jeg købte min første lejlighed i juni i år, efter at have boet til leje hele mit voksne liv. Fra altid at have skyndt mig at komme på plads, vil jeg nu prøve at gøre det anderledes. Denne gang vil jeg simpelthen tage mig god tid til at indrette mig og finde de rigtige ting. Gå og overveje længe, hvor jeg vil hænge mine billeder op, og vente med at købe, til jeg har fundet det rigtige. Jeg vil ikke skynde mig.

Man kalder det også slow decorating, og det er simpelthen så enkelt, som det lyder. Men som så meget andet, der er enkelt, kan det være en hel del sværere at føre ud i livet. 

Så her kommer mine bedste råd til dig, der gerne vil prøve at indrette langsomt, og som også gerne vil have genbrug med i din indretning.

Start med at finde ud af, hvad der er vigtigt

Prøv allerførst at sætte dig ned og skriv to lister: Én liste med hvad der skal gøres (og hvad der kan vente), og én liste med de værdier, som du gerne vil have med dig, når du indretter. På den måde er det nemmere at slippe følelsen af, at du skal være på plads med det samme. For du ved, at du har en plan. 

Jeg prioriterede meget på den første liste: Inden jeg flyttede ind, skulle jeg tage en væg ned, gulvene skulle ordnes og vægge og lofter skulle males. Alt andet kunne vente – også at få malet døre og lister og få købt de møbler, jeg manglede. 

Min liste over mine værdier har jeg tænkt som et regelsæt, som jeg kan blive ved med at vende tilbage til, hver gang jeg køber noget til mit hjem. Mine fire værdier er:

  1. At jeg som udgangspunkt kun må købe genbrug til mit hjem.
  2. At jeg ikke må købe noget, som jeg ikke er helt sikker på, jeg har behov for og kommer til at bruge, og at det skal være ting, som skal bo hos mig i lang tid.
  3. At jeg vil prøve at undgå for meget kemi i mit hjem.
  4. At jeg respekterer lejlighedens alder og skævheder.

Hvilke stemninger og farver, vil du gerne have i dit hjem

Når du kun vil købe genbrug, så er du nødt til at tænke anderledes. Det er ret svært at tænke farver, rød tråd og have overblik, hvis du ikke ved, hvilke møbler, der er at vælge imellem og hvilke du rent faktisk ender med at købe. 

Her er mit råd at prøve at lave et moodboard, som er et ret genialt værktøj. Start med at samle en masse billeder med stemninger, farver og indretning, som du synes om. Så kan du se, om der er nogle farver, der går igen, og derefter prøve at finde ord, der beskriver den stemning, du ser på billederne. Det er en process, der gerne må tage lidt tid og som formentlig aldrig bliver rigtig færdig. 

Jeg lavede mit moodboard på Pinterest, og jeg er endt med støvede blå og grønne toner, kombineret med varme farvenuancer fra træ og en varm, knækket hvid. Stemningen skal være enkel, luftig og varm og jeg vil indrette med ting, der har en tydelig historie. Hylderne i mit køkken har jeg købet og fået skåret til ude hos Genbyg, så de passer lige præcis til mit køkken. Og jeg har helt bevidst valgt at købe dørhåndtag af messing og porcelænsgreb til mine skabe for at fremhæve lejlighedens alder og charme. Det er min røde tråd, når jeg indretter. Det gør det meget nemmere at sortere fra, hvis jeg alligevel falder for et møbel, der slet ikke passer til mit hjem. 

Hav tålmodighed og køb kun, når du er sikker

Vær stædig, og giv det tid. Hav en liste i din pung med værdier og dine tanker fra dit moodboard. Husk at en omgang vask eller ny maling kan give nyt liv, og nogle gange kan en reparation eller rens gøre underværker. Og når du finder noget, du er sikker på, skal med dig hjem, så tænk dig lige om en ekstra gang. Brug følesansen og synssansen. Undersøg og mærk på overfladerne. Du må gerne være kræsen.

Tænk utraditionelt og nyd processen

Lad være med at holde fast i, hvordan noget skal se ud, og hvor du skal købe det. Lad dig blive inspireret, og google dig frem til loppemarkeder og butikker, der sælger brugte ting. Køkkengardinet har jeg for eksempel selv syet af fire smukke, gamle lommetørklæder, købt i en genbrug. Eller spørg hos familien og venner – måske er der nogen, der har lige det, du går og leder efter i deres gemmer, eller måske er der en, der har en symaskine og en idé til gardiner. Tænk på det som en skattejagt og forelsk dig i detaljerne! 

Selvfølgelig er der gange, hvor resultatet ikke bliver, som du havde håbet, eller du køber noget, du fortryder. Det er okay – processen handler også om at begå fejl, men ovenstående råd kan i hvert fald få dig godt på vej. 

 

 

Tekst og billeder af Ann Mølgaard

 

1 Comment

  • Det er et virkelig godt indlæg som giver stof til eftertanke! Jeg har erfaret, at hvis jeg laver midlertidige løsninger i mit hjem, så ender de ofte med at være langvarige – grænsende til permanente. For så virker det jo, næsten i hvert fald. Det irriterer dog mit øje, og så var det måske bedre at vente, så er bibeholder man i hvert fald incitamenter til at få det løst, da man mangler dem praktiske funktion ved x møbel feks. Så jeg øver mig også i at være tålmodig! Hvilket er svært når man også er en klunser.. x)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *