Multi-purpose: Brug det, du allerede har

Med forårets komme lurer der noget nyt i den forbrugerbevidste sfære. Noget som kombinerer den bæredygtige etik med den minimalistiske æstetik, og som bringer en interessant dimension til dig, der søger at leve et liv med mindre overflod og mere intention. Det er idéen om at genstande kan bruges på flere forskellige måder. Kort sagt: multifunktionalitet.

Måske du allerede har lagt mærke til de nye brands, som popper frem på de sociale medier og fører linjer med tøj, der kan bruges på flere forskellige måder. Det kan være en kjole, som kan vendes, så halsudskæringen bliver til en dyb ryg eller sættes ned i et par jeans og blive til en bluse. Eller en buksedragt, der kan knappes op og bruges adskilt som bukser og top.

Læs også: 5 ting du kan låne

Men multifunktionalitet handler langt fra kun om tøj. For der er tale om et mindset – en måde at tænke i andre baner og en sjov øvelse i kreativitet og hjernegymnastik. Du skærer dit forbrug helt ind til benet, samtidig med at dit hjem forbliver overskueligt og funktionelt. Og funktionalitet behøver på ingen måde at være lig med fodformede sko eller teknologiske dimser. Det handler i lige så høj grad om kun at tage de ting med hjem, som bringer glæde og nytte i dit liv.

To eksempler på hvordan du kan bruge det samme flere gange: Vend en kjole om med inspiration fra fx Vetta Capsule som er førende inden for multifunktionel tøj, eller brug din mandelolie som make-up fjerner.

Den multifunktionelle tankegang vil automatisk lede til et mere bæredygtigt liv, fordi den tvinger dig til at stoppe op og overveje, om du allerede ejer noget, som kan bruges til et givent formål. Er du træt af dit tøj? Prøv at vende din skjorte om, så den knappes i ryggen (eller lån en af din kærestes/mands skjorter og gør det samme). Er du løbet tør for makeupfjerner? Brug din olivenolie – den virker lige så godt. Mangler du en vært(inde)gave? Så se efter om du har en forårsglad plante, der kan undvære en stikling.

Læs også: Gadgets til en bæredygtig livsstil

Måske ikke alle af disse eksempler falder ind under en klassisk forståelse af multifunktionalitet. Men de handler alle sammen om at vende blikket væk fra reklamebranchens mantra om at du har brug for mere. Måske du uden at vide det allerede har nok.

Bruger du ting i din hverdag til flere forskellige formål? Del gerne dine tanker med os lige her i kommentarfeltet.

Tekst af Louise Thustrup, foto af Johanne Stenstrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *