Få det nu fikset!

Du kender den! To do-listen med knappen, du skal have syet i din yndlingsjakke, elkedlen, du skal afkalke eller skabslågen, der trænger til at blive skruet ordentligt fast. Den liste, der bare bliver længere og længere. Hvor hver eneste lille reparations- eller vedligeholdelsesprojekt vokser sig til en større udfordring, end den behøver være.

Et nyt år betyder som regel et skud ny energi til at få sat gang i nye projekter og vaner. Måske er 2019 året, hvor du får hevet den støvede to do-liste frem og får krydset et par ting af? Det er der nemlig rigtig mange gode grunde til. Her får du 4, som vi håber kan hjælpe dig i gang med din liste.

Det er bæredygtigt!

I bund og grund er det jo almindelig sund fornuft at passe på sine ting. At tage skavanker i lejligheden eller huller i tøjet i opløbet, før de bliver så store, at ting eller tøj skal skiftes ud. Men det er også bæredygtigt! Når du fikser en ting, mindsker du dit forbrug og sparer den mængde materialer, der går til at producere en ny ting. Derfor er det at reparere dine ting en vigtig del af en mere bæredygtig livsstil.

Læs også: Repair Café – fix dine ting og undgå spild

Det kan betale sig økonomisk!

En anden logisk grund er, at du kan spare en masse penge på at gøre forholdsvis små indsatser. Hvad end det er at sørge for, at din vaskemaskine bliver vedligeholdt, så den holder længere, eller få syet den løse lomme på din vinterjakke fast, inden den ikke er til at redde. At købe 5 nye knapper til en cardigan, der har mistet 1, er trods alt billigere end at købe en helt ny. I hvert fald for det meste. Nogle gange er reparationer desværre dyre, fordi mange kan tjene penge på, at vi køber nyt i stedet for at fikse det gamle. Så må du mærke efter, om du er idealist nok til at betale prisen.

Det føles nice!

Det er meget tilfredsstillende at opdage, at du rent faktisk godt selv kan fixe noget, du troede var gået i stykker. Det giver et skud energi og mod til at gå i gang med andre projekter. Ligesom det føles lækkert at få sat flueben ved en opgave, der har hængt i baghovedet siden august. Selvom de små ting hver især virker ubetydelige, tynger de os mere, end vi lægger mærke til. Man skal ikke kimse af, hvad det flueben gør ved vores overskud i hverdagen.

Du kan gøre en anden til en helt!

Er du ikke selv elektronikhaj nok til at få skiftet en dims i din køkkenmaskine eller få fixet den løse forbindelse på standerlampen? Så kan reparationsprojektet måske være en mulighed for at få set en gammel ven eller en onkel, som du kan bede om god gammeldags hjælp fra. På den måde forlænger du levetiden på dine ting og får set et menneske, der betyder noget for dig. Du kan tilbyde en middag eller kaffe og kage som ’betaling’. Det er nogle gange svært at bede om hjælp – men husk på, hvordan du selv har det, når du har hjulpet en veninde eller din søster og du ser glæden, det skaber hos dem.

Tip: I vores nye Bevidsthedsboks finder du blandt andet et ’Fix en ting’-kort. Det kan hjælpe dig til at få taget hul på processen med at få ordnet de ting, som du har haft på to do-listen lidt for længe. Ofte drejer det sig om et kvarter af din tid – et kvarter, som er godt givet ud i forhold til den energi, du ellers kan bruge på at gruble over den dumme, løse skabslåge. Tjek Bevidsthedsboksen ud her.

Har du et trick til at få taget hul på opgaverne, så skriv dem endelig i en kommentar!

Tekst af Mette Orup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *