Guide til no poo: Sådan bliver du fri for shampoo

Guide til no poo: Sådan bliver du fri for shampoo

Kender du den internationale bevægelse, der går under det usexede navn no poo og ikke bruger shampoo? Ifølge blandt andre Lucy Aitken Read, der var med til at udbrede no poo-fænomenet, er den hyppige brug af shampoo skadelig for både hår, hud og miljø. Men det er ikke helt så simpelt at droppe den flydende sæbe. De fleste af os har brugt shampoo som en del af vores hygiejnerutine helt fra vores tidlige barndom. Det betyder, at du gennem årtier har tilføjet silikone og sulfater til dit hår, som har ødelagt hovedbundens naturlige produktion af talg. Talg kan få håret til at føles og se fedtet ud, men er også med til at beskytte mod tørhed, skæl og eksem.

Når vi bruger shampoo, produceres der mere talg i forsøget på at beskytte hovedbunden og give den fugt. Jo kraftigere shampoo, jo mere fedtet bliver dit hår altså. Det kan hurtigt blive en ond cirkel, der gør, at du vasker håret med shampoo oftere og oftere. I en undersøgelse fra 2012 viste det sig, at halvdelen af danskerne vasker hår mindst fem gange om ugen. Den næsten daglige hårvask slider unødigt på håret og er ligesom shampooen med til at strippe hovedbunden for dens naturlige og beskyttende talgproduktion.

Så hvad gør man, hvis man vil bryde fri og droppe shampoo? Det kan være en lang proces at gå over til no poo, men i det lange løb sparer du ikke alene miljøet for al den kemi, der bliver skyllet ud med dit badevand – du skåner også din egen krop. Vi har samlet informationerne om no poo på ét sted, så du kan blive klogere på din hårvask og opdage de bæredygtige alternativer.

Overgangsfasen: Alternativer til almindelig shampoo

Når du beslutter dig for at udfase shampoo, skal du vide, at der kommer en overgangsperiode. Dit hår skal detoxe og vænne sig til ikke længere at blive affedtet af shampoo. Det tager som regel mellem 6 uger og 6 måneder, og ja: I den fase vil du komme til at få ekstra fedtet hår og en voksagtig fornemmelse i håret. Det er en helt normal del af dit hårs overgang fra shampoo til no poo. Og der er heldigvis noget, du kan gøre, for at få det federe. Nemlig æblerens!

Æblerens

Æblerens består simpelthen af blendet æble! Snup et æble fra frugtkurven, skræl det og fjern kernehuset, og blend det med et par spiseskefulde vand. Varm mosen i en gryde og køl den så meget ned, at du kan røre ved den med fingrene uden at brænde dig.

Fordel æblemosen rundt i håret, især omkring hovedbunden. Tag en badehætte på, så håret og mosen holdes på plads, og vikl et håndklæde rundt om det hele, så du holder på varmen. Lad det sidde i håret i 30-60 minutter, og vask det så ud – enten bare med vand eller med en af de alternative vaskemetoder, vi anbefaler nedenfor. For nogen virker æblerensen effektivt første gang, andre skal bruge flere omgange, før den voksagtige fornemmelse er væk.

Tip: Det kan være svært at få alle de små æblestykker ud af håret, men gå ikke i panik! Bare skyl det grundigt. Hvis der skulle være noget tilbage, så ryger det med ud, når du børste dit tørre hår.

Guide til no poo: Sådan bliver du fri for shampoo

Der findes en del naturlige alternativer til shampoo. Nogle er mere effektive end andre, og det handler i høj grad om din hårtype, hvad der fungerer. Vi har lavet en kort og overskuelig liste over de mest effektive vaskemetoder – prøv dig og frem og se, hvad der fungerer bedst for dig.

Rasul

Rasul (også kendt som marokkansk sæbeler) er en lertype, der udvindes fra Atlasbjergene i Marokko. Rasul har været brugt til hud og hårpleje i mange, mange år og er efter vores mening klart det mest effektive, naturlige middel mod fedtet hår. Det indeholder mineraler såsom magnesium, silica og jern, som alle er med til at nære hovedbunden. Rasul købes ofte i flager og kan sikkert fås i din lokale helsekost.

Til en almindelig hårvask med mellemlangt hår bruges 2 tsk. rasul, som opløses i en smule vand. Eksperimenter med forholdet mellem rasul og vand, men forsøg at bruge så lidt vand som muligt. Gør alt dit hår helt vådt, og fordel mudderet i håret. Fokuser på hovedbunden og særligt fedtede områder som hårgrænsen og kronen af hovedet. Giv dig selv en grundig hovedbundsmassage, så du fordeler det grundigt og masserer det godt ind i hovedbunden. Lad mudderet sidde i håret i 5 minutter og skyl så grundigt ud. Brug en æbleciderrens, når du har brugt rasul i håret – opskriften står længere nede.

Tip: Rasul kan efterlade hårbunden lettere udtørret, så det kan være nødvendigt at supplere med en fugtgivende hårvask eller en oliehårkur.

Sæbenødder

Sæbenødder kommer fra sæbetræet og indeholder saponin, der er med til at rense fedt ud af hovedbunden. Nødderne er meget skånsomme (PH-neutrale) og er også kendt for at blødgøre kalkholdigt vand. Derfor er de gode, hvis du har sart hovedbund eller bor i et område med meget hårdt vand.

Tag omkring 15 sæbenødder og kog dem under låg med 4-5 dl vand i 30 minutter. Hold øje med gryden, da det kan koge over, hvis temperaturen er for høj. Tag gryden af varmen, og lad væsken køle af. Når sæben har fået stuetemperatur, kan du si nødderne fra og hælde væsken over i en beholder. Væsken bruges som almindelig shampoo, men har en anden konsistens.

Havregryn

Havregryn har fugtende egenskaber og kan være gode, hvis dit hår mangler fugt. Den nemmeste måde at bruge havregryn til hårvask er simpelthen ved at komme en håndfuld gryn i en tesi og hælde kogende vand (2-3 dl.) over. Lad grynene trække i vandet natten over – så er væsken også kølet ned og klar til brug, når du vågner. En vask med havregrynsvand vil ikke efterlade dit hår så rent som en rasulvask. Til gengæld har havregrynene en neutral PH-værdi og tilfører fugt og pleje til din hovedbund og hårrødder.

Guide til no poo: Sådan bliver du fri for shampoo

Shampoobar

Hvis du ikke er gør-det-selv-typen, så er den færdigproducerede shampoobar et godt alternativ til no poo-hårvaskningsmetoderne. Ligesom med alle andre produkter, der påstår, at de er økologiske eller ”grønne”, så husk at læse varedeklarationen grundigt eller se efter officielle mærkninger. Vi er glade for dem fra københavnske Isangs.

Tip: Har du fint skandinavisk hår, bør du være ekstra opmærksom på ingredienslisten, da mange shampoobarer indeholder tunge olier som kokosolie, der højest sandsynligt vil efterlade dit hår fedtet.

Æblecidereddike

For nogen virker æblecidereddike som en rens, mens det for langt de fleste mere fungerer som en erstatning for balsam. Den syreholdige æblecidereddike er nemlig god til nedbryde kalk i vandet, men kan også være utrolig nyttig, hvis du døjer med skæl. Styrken af din æblecidereddikerens (eller ACV-rens, som det hedder i no poo-kredse) varierer med hårdheden af vandet. Start derfor med en lav dosis (2 spsk. æblecidereddike i 2,5 dl vand) og gå op til 50/50 æblecidereddike og vand, hvis du ikke synes, det virker.

Når du har vasket dit hår, hælder du ACV-rensen ud i det våde hår og gnider det grundigt ind, i især hovedbunden. Lad rensen sidde i nogle minutter og skyl efter med lunkent eller køligt vand. Har du irriteret eller tør hovedbund, kan det svie en smule, når du bruger AVC-rensen. Vær varsom med styrken på din eddikerens og sørg for at skylle håret grundigt efterfølgende.

Te

En rens af te er den milde kusine til æblecidereddike. Den er oftest ikke kraftig nok til at genoprette PH-balancen efter en baseholdig vask, men kan alligevel være med til at blødgøre håret. At rense håret med te kan fungere som en måde at opfriske håret mellem hårvaske. Og så er det super nemt, og dit hår kommer til at dufte dejligt! Du skal simpelthen bare brygge en kop stærk te. Den er klar til brug, når den er kølet af til stuetemperatur. Hæld teen ud i vådt hår, gnub den godt ind, og skyl efter med vand, hvis du vil. Den stærkeste terens får du med sort te. Rosmarin, pebermynte, grøn te og brændenælde te er gode tetyper til at rense og opfriske håret.

Guide til no poo: Sådan bliver du fri for shampoo

Disse metoder er blot et udpluk af de muligheder, der findes. Hvis du har mod på det, kan du også kaste dig ud i hårvask med æg, rugmel, fermenteret ris eller hørfrø. At bruge alternative vaskemetoder i stedet for shampoo kan være en overgang til, at du på et tidspunkt kan vaske håret bare med vand. Husk at lege med det og eksperimentere. Så lover vi, at du snart – på trods af mulige fejlslagne forsøg og frustrationer – kan gå ud af døren og føle dig selvsikker og glad.

En gylden mellemvej til no poo

Hvis du ikke har overskud eller lyst til helt at undvære shampoo, så er der alligevel nogle ting, du kan gøre, for at gøre din hårvask mere bæredygtig for krop og miljø.

Når du køber shampoo, kan du gå efter mærkninger som det røde Ø, Svanemærket og Astma- og Allergiforbundet. De er en god indikator på indholdet i din shampoo, så du hurtigt og nemt kan finde en med færre skadelige kemikalier. Hvis du vil blive endnu mere dus med din shampoo, så væn dig til at læse ingredienslisten. Den er tit lang og kompliceret, men du kan som tommelfingerregel prøve at undgå disse ingredienser:

Sulfater. Sulfater er det, der er med til at rense håret for talg og snavs. Der er visse sulfattyper, der ikke er lige så kraftige som andre – fx sodium coco sulfat, der er udvundet af kokosnødder. Gå efter den – eller forsøg et finde en shampoo helt uden sulfater, selvom det kan være svært.

Silikone. Silikone lægger sig udenpå hårstråene og forsegler håret, så det ser glat og glansfuldt ud. I virkeligheden er dit hår måske træt og slidt, og din hovedbund trænger til fugt – du kan bare ikke se det. Kig efter endelserne –cone, -xane, – zane og –conol på ingredienslisten og forsøg at undgå dem.

Parabener. Parabener har været en omdiskuteret ingrediens i flere år nu, og de er heller ikke gode i shampoo.

Hav generelt en skeptisk tilgang til din shampoo. Produkter, der påstår at de ”genopbygger”, ”reparerer” eller ”styrker” dit hår er ofte dem, du skal gå en stor bue uden om. Hårstå er nemlig døde og kan hverken genopbygges, repareres eller styrkes, når først de er skadede. Din hovedbund er derimod fyldt med nerver og blodårer, så koncentrer dig hellere om at pleje og nære dén!

Færre hårvaske er vejen frem

Du kan passe på dit hår og din hovedbund ved at mindske antallet af hårvaske. 1 til 2 vaske om ugen er nok til at holde håret rent for snavs og fedt. Hvis du er vant til vaske dit hår dagligt, kan det være en næsten uoverskuelig tanke. Der er desværre kun én måde at komme i gang med at vaske håret mindre: Simpelthen ved at gå i gang.

Start med at vaske håret 3-4 gange om ugen. Så kan du vaske det hver anden dag og langsomt øge tiden mellem hver hårvask til 3 dage. Det tager tid, og der vil helt sikkert være dage, hvor dit hår er fedtet og uhåndterligt. Allier dig med hatte og tørklæder til at pryde og dække håret. Øv dig i at lave fletninger, så det ikke ses så tydeligt, at dit hår er fedtet. Eller kast dig ud i tørshampooens verden! Tørshampoo er ligesom almindelig shampoo i hovedreglen ikke godt for dit hår eller din hovedbund, men du kan lave din egen. Til lyst hår kan du bruge kartoffelmel (der absorberer fugt), og til mørkt hår kan du buge en blanding af kartoffelmel og kakaopulver. Brug en gammel makeup-børste til at fordele din hjemmelavede tørshampoo i din skilning, og hvor du ellers ønsker at mindske fedtet. Gnub hovedbunden med fingrene og lad tørshampooen virke i et par minutter, inden du redder håret igennem med din børste. Voilà! Så kan du klare en dag ekstra uden hårvask.

Har du fået mod på at kaste dig ud i et liv uden shampoo? Eller overvejer du at prøve en af de gyldne mellemveje? Så kan vi anbefale dig at blive medlem af en no poo-facebookgruppe. I den danske og særligt den engelske gruppe kan du finde svar på alle tænkelige spørgsmål – lige fra hvordan man går i svømmehallen uden shampoo, til hvordan man kan tackle skæl og kløe. God rejse!

GemGem

2 Comments

  • Rigtig spændende blogindlæg. Men jeg vil lige tilføje, at MI også er vigtigt at undgå i shampoo. Det er stærkt alIergifremkaldende, men er desværre stadig tilladt i rinse-off produkter som shampoo.

    I øvrigt er Methylparaben og ethylparaben ikke mistænkt som hormonforstyrrende. Det er faktisk i princippet ulovligt at skrive “uden parabener” på et produkt, fordi det nedgør en hel ingrediens gruppe og er misvisende for forbrugere. Håndhævelse af dette er bare desværre ikke på plads fra EU’s side.

    Jeg er mere bekymret for, hvad de så putter i produkterne for at konservere, når der står “uden parabener”.

    Vh toksikologens datter

    • Hej Lisa!
      Tusind, tusind tak for dit input!
      Det er super vigtigt, at du får nævnt Methyl Isothiazolinone (MI), som er en forglemmelse på vores “undgå”-liste! Vi er jo på ingen måder eksperter på området og har blot forsøgt, at samle en oversigt over de alternativer, der findes til “konventionel” hårvask.
      Ift. parabener og konservering er det som du siger et endnu uforudsigeligt område, men vi tror på, at hvis vi som forbrugere bliver ved med at kræve færre skadelig kemikalier i vores hår- og hudplejeprodukter generelt kan føre til bedre løsninger og bedre lovgivning på længere sigt.
      Og indtil da kunne man jo så kaste sig ud i eksempelvis rasul, der så vidt jeg ved ikke indeholder andet end rasul 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *