Københavns bedste bæredygtige hotelmorgenmad

August måneds udfordring var at holde staycation og finde den afslappede feriestemning frem, selvom du befinder dig i dine vante omgivelser. Og hvad er mere staycation-agtigt end at spise morgenbuffet på hotel?

Vi har besøgt de tre mest bæredygtige morgenmadsbuffeter, vi kunne finde på de københavnske hoteller. Vores kriterier er økologi, udvalg og vegetariske og veganske muligheder. Læs med her for at finde ud af, hvor du kan forkæle dig selv med en lækker morgen, mens du holder staycation.

Hotel Kong Arthur

Der er tydeligvis tænkt bæredygtighed ind i Hotel Kong Arthurs imponerende morgenbuffet. Råvarerne er friske, i de fleste tilfælde lokale, og findes i stort udvalg. Vegetarer har rig mulighed for nyde en lækker luksusmorgenmad, men udvalget for dem, der foretrækker en helt plantebaseret kost, er ikke helt så spændende.

Økologi: Du finder en blanding af økologi og konventionelt frugt og grønt. Ifølge hotellet selv arbejder de ud fra fire dogmer hvad angår bæredygtighed: 1. Økologi 2. Lokalproduceret 3. Konventionel dansk frugt og grønt 4. Økologisk udenlandsk frugt og grønt.

Udvalg: Der er utrolig meget at vælge mellem. Du kan få flere forskellige slags brød lavet på nordiske kornsorter, wienerbrød, friskbagte vafler, hjemmelavet müsli og marmelade af sæsonens bær, juicer, hjemmelavet smoothie, yoghurt i flere afskygninger og ting fra det varme og kolde bord. Kødspisere har også mange valgmuligheder.

Vegetariske og veganske muligheder: Som vegetar er der mange muligheder for at nyde godt af den flotte morgenbuffet på hotellet. Der er et stort udvalg af lækre, danske oste, flere slags yoghurt og æg tilberedt på forskellige vis. Der er et stort udvalg af frugt og grøntsager og masser af lækkert brød. Udover de lækre hjemmelavede marmelade var det svært at finde vegansk pålæg på den ellers gavmilde buffet. Der var ikke skiltet med plantebaseret yoghurt eller mælk, men måske kan man have held med at spørge personalet?

Hotel SP34

Straks man træder ind i restauranten fra Hotel SP34s foyer, føler man, at økologien er en selvfølge. Restauranten, som bliver til Cofocos restaurant Vækst, når hotellets gæster har nydt morgenmaden her, er indrettet som et luksuriøst drivhus med et væld af grønne planter, fine træmøbler, stofservietter på bordene og en varm atmosfære, der især kommer til udtryk ved de smilende og imødekommende tjenere. Plastik er nærmest bandlyst og findes kun omkring de små pakker smør samt det sukker, salt og peber, der er placeret på bordene.

Økologi: At Hotel SP34 bekymrer sig om økologi, står hvidt på sort på dækkeservietterne af papir, der er placeret på restaurantens borde: ”Good morning. It’s organic!” Og vi mener ikke bare nogle få råvarer på morgenmads-buffeten. Hotel SP34 har nemlig det økologiske guldmærke, hvilket betyder, at 90-100 procent af råvarerne er økologiske. Ifølge hotellet selv søger man desuden at udnytte lokale råvarer så vidt som muligt. Selv den afkølede, boblende cava, som er inkluderet i buffetens pris, er økologisk.

Udvalg: Udover buffeten, som koster 198 kr., kan man tilkøbe forskellige brunchretter, som den kolde morgenmadsbuffet ikke inkluderer. Vi valgte dagens vegetarret (Today’s Veggie) til 38 kr., som bød på æggekage, der var anrettet med humus og fungerede som en god afveksling fra de typiske morgenmadsprodukter. Te, juice, smoothie, alle slags kaffe og cava er inkluderet i buffetens pris, og vi supplerede med ingefærshots til 15 kr. stykket.


Vegetariske og veganske muligheder: Vi er to vegetarer, som er sat til at teste Hotel SP34s morgenmad, og vi er imponerede. Buffeten bestod blandt andet af smagfulde små stykker kringle og brownie, croissanter som taget ud af et fransk bageri, smoothie med en delikat smag af mynte og jordbær, yoghurter sirligt anrettet i fine glas med forskellige slags pynt og drys og med en sprød overraskelse i form af friske æblestykker. Der var også luftigt franskbrød og rugbrød, og glutenallergikeren kan være rolig – der er også sørget for glutenfri muligheder. Det eneste minus ved hotellets bud på morgenmad var, at den helt plantebaserede mad ikke var så velrepræsenteret. Dog er der pluspoint for det store udvalg af plantemælk. Der stod mandelmælk fremme i en glasbeholder, som så meget hjemmelavet ud, og man kan bede om både sojamælk og havremælk som alternativ til komælk i kaffen.

Babette Guldsmeden

Babette Guldsmeden er et hyggeligt hotel med en god atmosfære og søde ansatte. Det er tydeligt, at økologi og bæredygtighed er en del af hotellets brand, og det kan smages på den lækre brunch. Indretningen er indonesisk inspireret med levende lys og blød elektronisk musik, der summer ud af højtalerne. Vi havde fornøjelsen af et nyde den lækre økobrunch på toppen af bygningen med udsigt over hele København.

Økologi: “Don’t panic, it’s organic” – sådan lyder sloganet bag hotel Babette Guldsmeden, og det er et udsagn, de i den grad efterlever. Babette Guldsmeden har nemlig det økologiske guldspisemærke, hvilket betyder, at 90-100 procent af den mad, de serverer, er økologisk. Hotellets økoimage er med andre ord gennemført, og du kan derfor gå amok i buffeten med god samvittighed overfor dig selv og naturen.

Udvalg: I brunchbuffeten er der et bredt udvalg af morgenmadsprodukter lige fra hjemmelavede müslier til pancettabacon og et hav af forskellige glas med blandt andet økonutella og karamelpålæg. Ved siden af buffeten står et køleskab proppet med forskellige juices, så du kan få lige præcis den variant, du bedst kan lide. Før vi besøget tænkte vi, at 185 kroner for en brunch var en anelse pebret, men vi må erkende, at oplevelsen er alle pengene værd.

Vegetariske og veganske muligheder: Er du vegetar er Babette Guldsmeden et glimrende brunch-valg. I buffeten kan du nemlig gå på opdagelse i lækre oste, forskellige grødvarianter og søde sager i form af blandt andet hvide brownies og bageriprodukter. Som veganer vil du stensikkert ikke gå sulten fra Babette Guldsmeden, men selvom brunchen blandt andet byder på veganske croissanter, er mulighederne en anelse begrænsede for dig, der har valgt at skippe animalske produkter. Når det er skrevet, byder buffeten dog på et bredt udvalg brød, herunder rugbrød, franskbrød og rundstykker, samt lækkert frugt og grønt.

Blev du sulten?

Tekst og foto af Mette Orup, Siri Dannesboe og Anna Franziska.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *