De bedste helsekostbutikker i Aarhus

Hvor finder du bionedbrydeligt opvaskemiddel, naturvine, lækkert økologisk og friskbagt surdejsrugbrød, biodynamisk kød eller hibiscus til din kombucha? To af Sustain Daily’s aarhusianske bloggere giver dig en guide til de bedste helsekostbutikker i Aarhus.

Af Katrine Annesdatter-Madsen og Marianne Luna.

De fleste helsekostbutikker i Aarhus har et fokusområde. Det kan være kosttilskud, vegansk mad, grøntafdeling, et ekstra stort udvalg af te eller hudpleje. Nogle af helsekostbutikkerne kan bruges som supplement til udvalget i supermarkederne og grønthandlerne. Andre kan sammenlignes med økosupermarkeder, og her kan du finde stort set alt på din indkøbsseddel.

ren kost aarhus

Ren Kost
Jægergaardsgade 43-45, 8000 Aarhus C, renkost.dk

Ren Kost på Jægergaardsgade har ligget i Aarhus i 40 år. Det er både en købmand og helsekostbutik og en af de store i Aarhus, hvilket det mægtige udbud af økologiske og biodynamiske varer bærer præg af. Her kan du finde biodynamiske mælkeprodukter, et stort udvalg af plantemælk, friske grøntsager, krydderier, juice, vin, mel, hudpleje, makeup, bionedbrydelige rengøringsprodukter, nødder, kosttilskud, superfoods og meget andet.

Udvalget byder også på friskbagt brød, hjemmelavede romkugler og biodynamisk opdrættet kød. Personalet er imødekommende og har en stor faglig viden. De guider gerne rundt i butikken og det store udvalg af kosttilskud; de har styr på, hvad der virker mod hvad, hvilke kosttilskud, der er veganske og så videre. Har du Forbrugsforeningskort, får du 9% rabat.

ganefryd aarhus

Ganefryd
Klostergade 2-6, 8000 Aarhus C, ganefryd.dk

Ganefryd er særligt kendt for deres glutenfri brød, speltbrød, grovbrød, pizza, chokoboller, dagens suppe, kager (ja, listen er lang!) og ikke mindst deres daddelkonfekt. Den er blevet så populær, at den produceres og pakkes i en fin lille indpakning, som sælges i andre butikker rundt omkring i landet. Udvalget er stort i den lille butik: Alt fra friske grøntsager til olier, kosttilskud, te, alternative sødemidler og mel fra Aurion. Ganefryd sælger ikke kød.

TIP! Prøv også Ganefryds Café, der ligger på Borggade 16, hvor du kan købe økologisk, vegansk og vegetarisk mad.

jordens frugter aarhus

Jordens Frugter
Tordenskjoldsgade 21, 8200 Aarhus N, jordensfrugter.dk

Jordens Frugter på Trøjborg flyttede i maj sidste år ind i flotte nye og lyse lokaler længere nede på Tordenskjoldsgade. Det er blevet til en meget imponerende helsekostbutik – eller måske burde vi kalde Jordens Frugter for et økologisk supermarked, for her finder du en god portion af alting. Bagerst i lokalet ligger et lukket kølerum med et stort udvalg af friske grøntsager og frugter i løs vægt og uden emballage. Som regel er der også grøntsager og frugter fra lokale landmænd. Jordens Frugter sælger desuden mælkeprodukter, kød og vegetariske frostvarer samt brød og kager, som til dels leveres fra Emmerys. Hvis butikken har brød til overs fra dagen/dage forinden, kan du købe det til nedsat pris. Du finder også bionedbrydelige rengøringsprodukter, en hel væg med saft, juice, sodavand og vin, en skønhedsafdeling, teer, chokolade, et stort udvalg af linser og bønner samt biodynamisk mel fra Aurion.

Personalet deler gerne ud af deres viden om produkter, og vi har kun mødt en ærlig og reflekteret betjening, der gerne bestiller varer hjem, du ikke lige finder på sortimentet.

sundhedskost aarhus

Sundhedskost
Frederiks Alle 49-51, 8000 Aarhus C, sundhedskost.dk

I Sundhedskost har de valgt at fokusere på veganske varer. De sælger alts ikke kød og mælkeprodukter. Til gengæld kan du finde et stort udvalg af alskens veganske og ikke mindst klimavenlige lækkerier, ligesom butikken har makeup, hudpleje, kosttilskud, te, BPA-frie plastikbokse, glasflasker fra Retap og børnelegetøj. Udbuddet er stort, men for ikke at proppe helsekosten helt til, sælger de ikke friske grøntsager her. Det kan du til gengæld finde hos deres makker, Jordens Frugter på Trøjborg.

Har du en favorit?

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *