Julet grønkålstærte

Har du svært ved at finde på, hvad du skal tage med til årets julefrokost? Så kunne du jo kaste dig ud i at lave en lækker og grøn ret. En grønkålstærte er super nem at lave både på dagen eller dagen før, da den smager skønt uanset om den er lun eller kold. Og så er den et skønt supplement til det julede frokostbord.

 

Du skal bruge:

  • 125 gram smør
  • 3 dl hvedemel
  • 2 spsk koldt vand
  • 3 æg
  • 2 dl mælk
  • 2 dl revet ost
  • 500 gram kogt grønkål
  • 1 håndfuld pinjekerner
  • Salt
  • Sort peber

Sådan gør du:

Skær smørret i tern, kom det i en skål, og bland det sammen med melet. Dryp vandet i, indtil konsistensen bliver fast. Fordel dejen i en tærteform, sæt den på køl, og tænd ovnen på 200 grader.

Rør imens æg og mælk sammen, og krydr med salt og peber. Tag tærteformen ud af køleskabet, og fordel revet ost og kogt grønkål ovenpå dejen. Hæld æggemassen over, og drys med pinjekerner. Bag tærten i ovnen i ca. 25 minutter, til massen er størknet, og den er let gylden.

Er du ikke vild med grønkål? Så kan du også bruge opskriften som en grundopskrift og selv finde på alverdens grøntsagsfyld at komme i. Du kunne jo prøve en klassisk kartoffeltærte med løg og rosmarin eller afprøve en med græskar.

Opskriften er lånt af vores søde læser Sara Shapiro-Bengtsen, og hvis du allerede har købt Sustain Yearly Jul, så kan du måske genkende den. Du finder nemlig opskriften på denne og flere andre grønne juleretter i vores magasin.

Tager du en grøn ret med til julebordet? Del din yndlings juleopskrift med os i kommentarfeltet og giv ud af din inspiration til en grønnere julefrokost.

Tekst af: Redaktionen Billede af: Freja Troelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *