Fire lækre drinks til nytårsaften

Året lakker lige så stille mod enden og det bliver tid til at overveje, hvordan nytåret skal skåles ind. Er du en af dem, der går efter lokale, økologiske og sæsonbetonede fødevarer, når du skal ud og købe mad? Så var det måske noget med at videreføre principperne, når dine nytårsdrinks skal mixes. Find din shaker og isterningerne frem – her guider vi til super lækre bæredygtige nytårsdrinks.

Fire skridt til grønne drinks

Tænk lokalt

Måske forbinder du mest dansk spiritusproduktion med snaps i forskellige afskygninger. Men faktisk er flere mikrodestillerier blomstret op og forsyner nu også Danmark med lokalt producerede spiritusklassikere som rom, vodka, gin, whisky og brandy.

Mikrobryggerierne bruger ofte korn, kartofler og bær fra danske marker og den danske natur. Og hvem ved – måske du har et destilleri eller en forhandler med dansk produceret rom til din nytårs-G&T lige om hjørnet. Det er da værd at tjekke ud.

Tænk økologisk

Nogle gange kan du være heldig, og mikrodestillerierne har også tænkt økologiske ingredienser ind i deres produktion. Men uanset om din favoritspiritus-producent har tænkt i de økologiske baner eller ej, kan du selv gøre det, når pynten og de resterende ingredienser til dine nytårsdrinks skal i indkøbskurven; for eksempel når du går på jagt efter mynte og sukker til din mojito.

Tænk sæson

De fleste af os ved jo godt, at de økologiske limes, vi slynger i kurven under nytårsindkøbet, ikke ligefrem er lokalt produceret og da slet ikke i Danmark i slut december. Så hvorfor ikke tage skridtet videre og prøve nogle af sæsonens råvarer i stedet for at vælge de eksotiske limes? Mon æble, rosmarin, rødbede og citronmelisse kan sættes sammen på nye spændende måder med andre ingredienser, du alligevel har liggende i køleskabet?

Tænk ud af boksen

Så er vi nået til det sjoveste: Vær kreativ, lad fantasien få frit spil og leg med smage på en helt ny måde. Måske du kan udfordre dine nytårsgæster med en sjov cocktail-konkurrence, hvor sæsonens ingredienser og det, dine køkkenhylder ellers byder på, skal trylles om til lækre nytårsdrinks.

Men også hvis du foretrækker ikke at skulle i det kreative hjørne selve nytårsaften, giver vi dig her lidt inspiration til hvordan du kan tænke bæredygtighed ind i dine skål den 31. december.

Noget for enhver smag

Æblemost eller appelsinjuice? Rom eller martini? Med disse fire drinks på bordet burde der være noget for både veninden, kæresten – og dig selv.

Æbler er vi ret gode til at dyrke herhjemme, så hvorfor ikke bruge dem til at lave festlige nytårsdrinks. Her kommer hele to af slagsen.

Dobbelt op på grøn

Det skal du bruge til én drink:

  • ½ stort grønt æble skåret i små tern. TIP: Undgå at æbleterningerne bliver brune ved at lægge dem i en skål med lidt danskvand.
  • 1 ½ tsk sirup
  • 1 ½ tsk afkølet grøn te
  • 1 cl økologisk vodka/lys rom (Affiliate link: Når du køber via dette link, får vi en lille procentdel af købet). 
  • Isterninger

Sådan gør du:

  1. Bland æblestykker og sirup i en morter og mos blandingen
  2. Tilsæt vodka/rom og grøn te og rør rundt. Tilsæt enten is her eller kom det direkte i glasset.
  3. Sigt blandingen ned i dit glas

Romiæble

Det skal du bruge til én drink:

  • 1 cl rom
  • 6 cl æblemost
  • 1/2 spsk citronsaft
  • 1 dl æblecider (Affiliate link). Du kan selv lave din cider eller finde et bryggeri/destilleri eller en forhandler nær dig, hvis ikke du finder økocider i supermarkederne.
  • Isterninger

Sådan gør du:

  1. Bland alle ingredienser i glasset med undtagelse af cideren.
  2. Tilsæt isen og til sidst cideren.

Hvis æbler ikke lige er dig, kan du give dine bløde juleappelsiner nyt liv til nytår og bruge saften fra dem til at lave lækre mimosaer. På den måde sikrer du, at den åbnede champagne fra skålen midnat bliver drukket frem for at ende i vasken dagen efter. Og økovodkaen kan du også bruges til andre drinkskreationer.

Mimosa

Det skal du bruge til én drink:

Sådan gør du:

Tilsæt Vodka og Appelsinjuice til et kølet champagneglas. Fyld op med champagne.

Kan du lide espresso martini er chancen for, at du allerede har kaffe liggende i køkkenskabet, ret stor. Så mangler du blot at finde en lækker økologisk kaffelikør og voilà!

Espresso Martini

Det skal du bruge til én drink:

Sådan gør du:

  1. Vodka, kaffelikør, kaffe og is shakes godt.
  2. Hæld drinken i et cocktailglas og pynt evt. med kaffebønner

Har du andre gode forslag til bæredygtige nytårsdrinks? Så må du meget gerne skrive en kommentar.

Vi ønsker jer alle sammen et rigtig godt nytår!

Tekst af Mette Orup.

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *