Føler du dig også fjern fra naturen? Så har du nok Nature Deficit Disorder

Tekst af Susan Mogensen 

Nature Deficit Disorder

Det kan lyde sådan, men det er ikke en reel diagnose. Det er nærmere en tilstand, første gang beskrevet af Richard Louv tilbage i 2005 i bogen ’Last Child In The Woods’. En tilstand, der omhandler den stadig øgede distance mellem natur og menneske.

I korte træk handler teorien om, at vi lever i en tid, hvor vi og vores børn sidder meget bag computere, tablets og telefoner, og i det hele taget befinder os indenfor i så høj grad, at vi er ved at fremmedgøre naturen for os selv. Naturen påvirker vores sundhed både mentalt og fysisk. Den har indflydelse på vores velvære. De fleste kender den rekreative følelse, der hører med et besøg i naturen; man kan nærmest mærke, at det er dér ilten bliver produceret, for lungerne føles helt renset og hovedet lige så vel. De fordele misser vi imens vi sidder indenfor med den nyeste teknologi, og afstanden mellem mennesket og naturen øges. Men tilstanden har en langt større påvirkning end den helbredsmæssige. 

Du har hørt ordet klimaforandringer igen og igen, og ikke mindst i tiltaget styrke det sidste halve år. Vi ved efterhånden alle sammen godt, at vi har sat os selv på en helt forkert kurs, og konsekvenserne af klimaforandringerne lyder decideret frygtindgydende. Alligevel har verdens ledere svært ved at blive enige om en konkret indsats og de tøver med at handle hurtigt og målrettet. Det er næsten som om, vi ikke forstår, hvor afhængige vi er af naturen – for hvis vi gjorde, ville vi så tøve med at handle?

Kom op fra stolen og ud i naturen

Hvordan skal vi forstå vores afhængighed af naturen, hvis vi ikke bevæger os ude i den? Det ironiske med dagens teknologi er, at vi nærmest lærer mere om naturen ved at se forskellige programmer optaget ude i den, end ved selv at gå ud og opleve den. Der er bare en vigtig del vi misser, når vi ser på naturen igennem en skærm; nemlig den følelse vi får, når vi bevæger os ud i den. Mennesket har en tendens til at se på naturen som en ressource, og kun tillægger den en værdi i form af den økonomiske værdi den kan skabe, eller de ressourcer, som vi føler vi har ret til, som rent vand. 

Betyder det, at dét natur vi ikke kan udnytte, ikke har nogen værdi? Når man bevæger sig ud i naturen, kan man blive ramt af følelsen af beundring for det komplekse system af forskellige arter i et kæmpe samspil. Vi kan blive ramt af følelsen af, at naturen er ekstraordinær og på en måde, kan naturen lære os noget og bringe værdier frem i os, som vi måske ikke var bevidste omkring. Den kan fungere som en slags mentor. Naturen er vores livsgrundlag, og hvis vi skader den, skader vi os selv. Så hvordan kan det være, at vi til stadighed leger russisk roulette med vores livsgrundlag?  

Det står klart, at vi instinktivt beskytter dem, vi elsker. Og når det virker til, at naturen, som før nævnt, er degraderet til ressourcer, så kan det være svært at finde argumenter for at beskytte vores planet i højere grad end til, at vi kan opretholde vores økonomiske vækst. Der er behov for, at vores kærlighed til naturen vækkes til live. At vores forståelse for samspillet med og vores afhængighed af naturen på alle plan, styrkes, for at vi kan give den, den relevante beskyttelse. I virkeligheden er det jo ikke rocket science. Men vi har et seriøst problem med at genskabe den forbindelse til naturen, i en tid, hvor tabletten er langt mere tiltrækkende end en tur i skoven. 

Læs også vores anmeldelse af bogen Vildnis.

Nature Deficit Disorder er en tilstand vi skal bekæmpe sammen.

Der er behov for, at vi styrker vores eget forhold til naturen, og der ligger ikke mindst en kæmpe opgave i, at lede de nye generationer ud i naturen igen. Etikeren Rosalind Hursthouse har skrevet om, hvordan vores forhold til naturen er nødt til at ændre sig over generationer, på samme måde som det har ændret sig over generationer. 

Hursthouse har beskrevet, hvordan dårlige egenskaber som grådighed er blevet så vante for os, at vi ofte slet ikke tænker over dem. Vores udnyttelse af naturens ressourcer handler om et kæmpe behov for at gøre os ’rige’. Ikke i sjælen, men på ting og sager. Klimaforandringerne og degradering af vores miljø, skyldes altså grådighed.

Mønstre er hårde at bryde, det ved vi alle, og derfor ligger der også en kæmpe opgave foran os. Ifølge Friluftsrådet, kommer vores børn og unge i dag, kun ca. halvt så meget i skoven og ud i naturen generelt, som vores forældre og bedsteforældre gjorde. Hvordan skal vi egentlig, med den måde mennesker fungerer på, forlange, at vi passer bedre på vores natur, når vi trækker os længere og længere væk fra den følelsesmæssigt? Hvis vi ikke er ude i den, mærker den, dufter den, ser den, hvordan skal vi så blive opmærksomme på, hvad det er vi skal passe på og kæmpe for?

Det er nu vi skal tilbage til naturen. Hvor fremgang ellers altid er positivt, så er det her et område, hvor vi undtagelsesvis har brug for tilbagegang, og langsomt skal opfostre de værdier vi har glemt, igennem de kommende generationer. Vi skal ud og rulle os i mudderet, brænde os på nælderne og kigge på stjernehimlen. Nu.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *