Lav yoga med dit barn: 5 øvelser hjemme i stuen

Tekst af Emmamaria Vincentz fra Lille YogahusFotos af Johanne Stenstrup

Yoga er en gammel visdom og sundhedstradition om at leve i harmoni og balance med os selv og verden omkring os. De senere år er det blevet meget populært at lave yoga med sit barn – såkaldt familieyoga – fordi det skaber en måske kærkommen stund af nærvær og en timeout fra sociale og digitale medier. Og du kan nemt lave nogle yogaøvelser med dit barn hjemme i stuen.

Yogaens mange øvelser er inspireret af naturen omkring os. De gamle yogier indså, at vi ikke er adskilte væsner, men i høj grad en del af vores naturlige verden og økosystem. Måske det er en af grundene til yogaens store popularitet, idet vi fornemmer denne samhørighed og forbundenhed med alt omkring os og kommer i balance fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

Yoga med dit barn

Yoga hjemme i stuen

Her får du 5 øvelser, som du kan lave sammen med dit barn og få en fornemmelse af, hvad yoga er for en størrelse, og hvordan det kan facilitere større være- og bæredygtighed.

Du kan lave øvelserne i den givne rækkefølge eller et par stykker alt efter, hvad der passer jer. Gør det gerne udenfor i naturen, og åbn sanserne for vinden, duftene, smag, følelser og alle synsindtryk. Bliv minimum 3 åndedrag i hver øvelse (og til hver side), og prøv endda at lave øvelserne i stilhed når I først har fået fornemmelsen af dem. Måske øjnene kan lukkes mens I sammen tæller til 5 eller 10. Vær klar over, at alt efter højde og alder, samt fysisk formåen, vil nogle øvelser være nemmere og mere tilgængelige end andre. I yoga handler det om at eksperimentere, rose sig selv og hinanden for de fremskridt man gør, have det sjovt og opleve glæden ved denne samhørighed. 

1) Partnertræ/hængepil

Træer er vores åndedrætsvenner. De ”indånder” og lagrer  CO2 og ”udånder” ilt som vi kan indånde.
Sådan gør I: Stå med front mod hinanden på din ene fod og løft forsigtigt den anden fod. Mærk dine rødder, og voks så lang du er – sammen med dit barn. Tal måske om hvilket træ I hver især er, og hvor det vokser.

yoga med dit barn

2)  Dobbelthund

Hunde er menneskets bedste ven. De er loyale, sjove og kan strække sig sååå lange!
Sådan gør I: Du kan lave en dobbelthund, ved at den voksne stiller sig på knæ og hænder. Løfter hofterne op, så kroppen danner et omvendt V. (Hælene kan være løftede og ben let bøjede, alt efter hvad kroppen kan.) Barnet stiller sig med ryggen mod, mellem den voksnes hænder, så tæt som muligt mod den voksne. Bøjer sig forover, og sætter forsigtigt en fod ad gangen så langt oppe mod den voksnes lænd/korsben som benene kan nå. Vupti, nu er det dobbelt så sjovt. Måske kan barnet massere den voksnes lænd lidt med tæerne endda. Ahh.

3) Dobbeltbåd

Vores verdenshave dækker godt 70% af kloden og er hjem for et utal af fisk, rev og plantearter. Før i tiden troede man jorden var flad, og når vi sejlede skulle vi være forsigtige med ikke at tippe udover kanten. I dag ved vi jorden er rund, og vi kan sejle trygt og navigere vores båd. Måske efter stjernerne. En dobbeltbåd gør det nemmere og sjovere at sejle. Sådan gør I: Sid på enden med bøjede ben, overfor hinanden. Tag fat i hinandens hænder, eller endnu bedre rundt om håndled i såkaldt brandmandsgreb. Med hænderne mellem knæene, sætter man først fødderne på den ene side sammen, skubber fodsålerne godt sammen og strækker benene så godt som højde og fysik tillader, dernæst den anden side. Sid og balancer så godt I kan, og mærk måske det strækker let på bagsiden af benene, samtidigt med I kan gynge let frem og tilbage som sejlbåde på vores smukke verdenshave. 

yoga med dine børn

4) Øgle på sten

Firben elsker at ligge på en sten og sole sig. Firben har det med at miste halen, hvis den føler sig truet. Så ligger halen og vrikker, mens den skynder sig væk.
Sådan gør I: Den voksne er en sten, og barnet sætter sig forsigtigt nederst lidt under lænden og læner sig tilbage. Den, der ligger nederst vil opleve et godt tryk og stræk henover lænd og ryg, og den, der ligger øverst vil opleve at hjertet og forsiden åbner sig. Kan øglen ligge helt stille?

5) Hjertets spejl

”Kun med hjertet kan man se klart, det væsentlige er usynligt for øjet” siger Den Lille Prins. Følelser er for det meste usynlige, men det gør dem ikke mindre virkelige eller kraftfulde! Hjælp dit barn med at dykke ned i deres følelser og øv jer sammen i at sætte ord på noget af det, der foregår inde i hjertet.
Sådan gør I: Kig ind i hinandens øjne, og træk vejret roligt. I skiftes til at sende kærlighed, energi og lys til hinanden. Måske en farve. Sid gerne 3 min. og tal om hvordan det var bagefter. Øvelsen her kultiverer en fornemmelse af forbundenhed, såvel som styrker vores indre øje og opmærksomhed.

yoga i stuen
yoga i stuen

En sluthilsen, vi ofte siger og som I også kan sige sammen når I er færdige med øvelserne er: Yoga gør mig stærk klog og kærlig, lærer mig, at jeg er noget særligt, forbundet med alt på denne jord, dyr og mennesker samt det grønne, der gror.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *