Grønne frisører – find dem her!

Findes der oprigtigt grønne frisører? Og hvad betyder ’grøn’ overhovedet? Kan man få lavet lyse striber uden at føle, at håret bliver ætset op, og uden den store mængde stanniol? Hvad enten du gerne vil have frisket hårfarven op for at sætte glød på vintermånederne eller få en flot klipning og sippe økologisk te imens, så læs med her!

For heldigvis findes de, de grønne frisører. Hvis du bor i København, er du måske bekendt med salonkæden Zenz, som blev startet i 1999 og var Danmarks første grønne frisørsalon. Påskuddet til at bevæge sig ned ad den grønne sti kom, da stifteren, Anne-Sophie Skjødt Villumsen, udviklede allergi mod de skrappe kemiske hårprodukter. Men der er mange andre som Zenz, der ikke ønsker at sætte et unødvendigt hårdt aftryk – både for kundernes, frisørernes og naturens skyld.

’Forbudtlisten’

Vi er mange, der gerne vil kunne sætte os i frisørstolen, nyde den velfortjente pause fra hverdagen og samtidig passe på miljøet og os selv. Det er heldigvis let, da der i 2005 blev dannet en organisation, som kort og godt kalder sig ‘Grøn Salon’. Stifterne bag har certificeret en del frisørsaloner til at kunne kalde sig ‘grønne’. Først her i Danmark, og siden i de øvrige skandinaviske lande. Du kan finde listen over miljøvenlige og pålidelige frisørsaloner her.

Læs også: Hårfjerning uden plastik

Organisationen er uafhængig, hvilket vil sige, at du kan stole på, at Grøn Salon ikke lader sig påvirke negativt af hverken myndigheder eller virksomheder. Tværtimod fastslår stifteren af Grøn Salon, Johan Galster, at de nærmere forsøger at påvirke myndighederne til at stramme kravene til kemikalier.

Når en frisørsalon bliver certificeret af Grøn Salon, forpligter den sig til at tage hensyn til miljø og sundhed på mange måder. De kriterier, som Grøn Salon opererer efter, er blandt andet, at der ikke må være skadelige stoffer fra den såkaldte ’forbudtliste’. Denne liste består af kemiske stoffer, som organisationen har vurderet til at være særligt problematiske. Derudover skal selv de rengøringsmidler, der bliver brugt i frisørsalonen, være miljømærkede, og den kaffe og te, som bliver tilbudt kunderne, skal være økologisk.

Bekæmp det værste først

’Forbudtlisten’ sikrer ikke bare, at din hovedbund undgår hård kemi, men også at disse stoffer ikke havner i kloakken og i sidste ende måske i naturen. Fx finder du på listen over forbudte stoffer det meget forhadte mikroplast, som kan være svært at filtrere fra vandet i rensningsanlæggene her i Danmark. Det vil sige, at mikroplasten kan ende i naturen.

Læs også: Alt om mikroplast

”Selv om kosmetiske produkter kun udgør omkring 0,1 procent af den samlede udledning af mikroplast, mener vi ikke, at der er nogen grund til bevidst at proppe små stykker plast i kosmetiske produkter,” siger Johan Galster. Selvom ’Grøn Salon’ primært fokuserer på at nedbringe brugen af kemikalier, som skaber allergi, ser de også gerne, at de frisørsaloner, som bliver certificeret, forsøger at bruge mindre energi.

Har du selv prøvet at få lysnet dit hår ved en frisør, kan du nok huske, hvor meget stanniol, der blev brugt til at skille hårtotterne fra hinanden. Ifølge stifter af Grøn Salon, Johan Galster, vil de overveje at forbyde brugen af stanniol i certificerede frisørsaloner. Men først når der findes et godt alternativ.

”Energiforbruget ved at fremstille stanniol er meget stort, og det ville give god mening at forbyde det i de grønne frisørsaloner. Det er dog vigtigt at pointere, at Grøn Salon har et princip om at bekæmpe det værste først, hvilket for os er den skadelige kemi. Dermed er det ikke sagt, at man ikke bør prøve at undgå noget, hvor der er et mere miljøvenligt alternativ. Og faktisk ved jeg, at en del grønne frisørsaloner allerede undgår stanniol i arbejdet,” fortæller Johan Galster.

Generelt er lysning eller afblegning af hår en delikat affære, fordi alle produkter, som bliver brugt til at lysne håret, indeholder stoffet persulfate. Det er et stof, som kan irritere og fremkalde allergi. Det har Grøn Salon dog valgt at godtage, fordi der desværre ikke findes et bedre alternativ. I stedet stiller de krav til, hvordan frisøren anvender det.

Nogle gange må vi acceptere den næstbedste løsning. Der vil altid være mere, man kan gøre for at skåne miljøet og sig selv, men Grøn Salon må siges at gøre et stort stykke arbejde for, at du kan vælge at få en flot frisure med god samvittighed.

Tekst af Siri Dannesboe, foto Stock.

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *