Guide til bæredygtigt undertøj og badetøj

Vi bestræber os på at være bæredygtige fra inderst til yderst. Nogle gange går det bedre i den ene ende end den anden – og det er også okay. Med denne guide til bæredygtigt undertøj og badetøj er du sikker på at være bæredygtigt klædt på allerinderst.

Der er efterhånden ikke mange argumenter for ikke at være bæredygtig allerinderst – i hvert fald når det kommer til undertøj og badetøj. De seneste år er der dukket en masse seje undertøjsbrands frem, og dansk design er rigtig godt med her. Derfor har vi valgt at hylde dansk bæredygtigt undertøj og badetøj i dag og give dig en guide til, hvad mærkerne tilbyder.

Læs også: Bæredygtigt basistøj til dig og din kæreste

Vores kriterier:

  • Økologiske eller bedre materialer
  • Nogenlunde transparent produktion
  • Kan levere minimum et helt sæt undertøj

Bæredygtigt undertøj

Bæredygtigt undertøj fra Woron

De bløde

Søstrene Woron med samme navn som brandet har skabt et lækkert undertøjsmærke med fokus på komfort og kvalitet. Deres mission har fra starten været at lave bæredygtigt undertøj til kvinder, som man kan holde ud at have på. Derfor har de fra start valgt det super bløde materiale modal. Det er et materiale lavet af træfibre, som skabes i lukkede kredsløb.

Produktionen ligger hos en familieejet fabrik i Ungarn, som er både Oeko-tex og GOTS certificeret, hvilket er garant for gode forhold.

De laver en linje med tre forskellige basispasforme og har netop lanceret en mere feminin blonde-bh. Deres t-shirts, bodystockings og bluser er også lavet i det mega bløde materiale modal.

Plus: Det er vegansk, behageligt og et rimelig stort udvalg af modeller

Minus: Ingen bøjle-bh’er eller stringtrusser

Bæredygtigt undertøj fra Dilling Underwear

De varme

Dilling Underwear er en institution, når det kommer til dansk økologisk tøj. De er nemlig nogle af de eneste, som farver deres tøj i Danmark. De er kendt for deres lækre uldundertøj, men laver også flere modeller i økologisk bomuld. De er med på listen over bæredygtigt undertøj, fordi de laver skønne undertrøjer og behagelige trusser. Du kan dog ikke finde en bh hos Dilling.

Ikke alle Dillings modeller er økologisk uld eller bomuld, men det er let at udvælge dem, der er. Resten er også ganske fint producerede, og du kan finde al info om deres produktion (inklusiv det danske farveri) på deres hjemmeside.

Plus: Mange forskellige materialer, altid komfort, både til børn, kvinder og mænd

Minus: Ingen bh’er

Bæredygtigt undertøj fra Organic Basics

De simple

Organic Basics har slået sig op på at lave basisundertøj, og man må sige, at de holder, hvad de lover. Med få velvalgte modeller er udvalget overskueligt, og alt er økologisk. De har to BH-modeller, to trussemodeller og to farver: nude og sort. Deres produktion ligger i Tyrkiet, hvor bomulden dyrkes og undertøjet sys. Det ville klæde dem at give endnu mere information om netop dette.

Plus: Velsiddende basisundertøj og gode priser

Minus: Kun få modeller, ingen bøjle-bh’er

Bæredygtigt undertøj fra Underprotection

De farverige

Indtil nu har guiden set en lille smule monokrom ud, men hvis du er til farver og mønster, så kig med her. Underprotection er nemlig alt andet end monokromt. Deres mission er at lave feminint og sexet undertøj på en bæredygtig måde. Stilen er farverig og boheme, og de har mange forskellige modeller til mange forskellige kvinder.

Materialerne er forskellige og spænder over alt fra økologisk bomuld og mælkefibre til tencel og genanvendt polyester. Produktionen ligger i Indien på en fabrik, som de har arbejdet med fra begyndelsen. De arbejder med Fair Wear Foundation for at sikre ordentlige forhold, og er åbne om de forbedringer, der kan ske.

Udover det fine undertøj kan du også købe både badetøj og loungewear i de lækre bæredygtige materialer.

Plus: Mange smukke styles og modeller, farverigt

Minus: Ingen bøjle-bh’er

Bæredygtigt badetøj

Flirtende og farverigt

Det mærke, som har størst udvalg indenfor undertøj, er Underprotection. De har også et bredt udvalg af badetøj med farver, flæser og prints. De fleste styles er lavet af genanvendt polyester, og det er et stort plus, at der er mange forskellige pasforme at vælge imellem, både hvis du er på jagt efter en bikini og en badedragt.

Klassisk og sort

Woron laver også flot badetøj og har både bikini og badedragt i deres minimalistiske stil. Materialet er genanvendt polyamid, som er farvet efter oeko-tex standarder. De har dog kun en enkelt model i både biniki og badedragt, så der er ikke den store variation at komme efter.

Moderne prints

Et femte danske mærke, der er værd at holde øje med, når det kommer til badetøj, er Popupshop. De er mest kendt for deres økologiske basistøj i seje prints, men har også lavet en tilsvarende sej badetøjslinje. Her er få modeller i de samme prints, som også går igen på tøjet. Også her bruges genanvendt polyester, og priserne er i den lave ende.

8 Comments

  • Fedt! Tak. Jeg har selv i lang tid brugt mærket Under Protection, men for nogle år siden fandt jeg ud af, at de shippede deres tøj fra Indien til DK med fly. Jeg kan ikke læse mig frem til, om det stadig er tilfældet, men det var i hvert fald også et minus for mig i sin tid. Omend deres undertøj er så lækkert og behageligt at have på.

    • Hej Tina
      Næsten alt undertøj i verden bliver fragtet med fly. Det vejer nemlig utrolig lidt, og derfor er det en af de få tekstil varer hvor det kan betale sig. Selvfølgelig ville skib være bedre, men det er svært for en lille virksomhed at have “råd til” de 6-8 ugers levering der er når der er tale om skibstransport.

  • Tak for guiden!
    Jeg har haft kigget på det australske mærke Boody, som man fx kan købe i helsekost og brugsen i København. De skriver at bambussen er økologisk dyrket og at de forsøger at tage mest muligt hensyn til miljøet i deres produktion. Falder de udenfor det gode selskab på grund af den manglende transparens i deres produktion?
    Ps. Jeg glæder mig til den dag, hvor man kan købe mere bæredygtige bh’er også til større barme.

    • Hej My – selv tak, vi er glade for at du kunne bruge den.
      Ift bambus undertøj, så er det altid svært at sige; jeg synes faktisk at Boody efter at have kigget siden igennem, har OK meget information – fx omkring certifikater på arbejdsforhold og spildevand hvilket er positivt. Men generelt anbefaler man at når det kommer til bambus, så skal der vælges lyocell frem for viscose.
      VH Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *