Værdigrundlag

Sustain Daily er et fællesskab for alle, der ønsker at leve mere bæredygtigt. På webmagasinet og i Sustain Yearly samler vi eksperimenter og erfaringer med en bæredygtig livsstil på ét sted, så ideer og inspiration kan nå ud til flest mulige. På vores kanaler giver vi bud på, hvordan man med små og store skridt kan nærme sig en mere bæredygtig livsstil.

Men fællesskabet rækker ud over redaktionen. Vi gør en dyd ud af at samarbejde med andre aktører og influenter inden for bæredygtig livsstil.

Vi har brug for hinanden – grønne stemmer som læsere – til at blive inspireret, udfordret, klogere og ikke mindst opmuntret til at tage nye skridt på vej til et bæredygtigt liv. Vi vil:

  • Inspirere til initiativ og opmuntre til handling ved selv at gå forrest
  • Dele op- og nedture og tale ærligt om udfordringer
  • Fejre store såvel som små indsatser for en mere bæredygtig hverdag

Alt indhold på Sustain Daily webmagasin er baseret på fire kerneværdier:

1. Bæredygtighed
Bæredygtighed er det primære fokus hos Sustain Daily. Vi forstår bæredygtighed som et bredt begreb, der omfatter både sociale, miljømæssige, økonomiske og æstetiske aspekter.

2. Mangfoldighed
Den bæredygtige livsstil har lige så mange udtryk, som vi har hver især. Sustain Daily ser forskelligheden som en styrke. At forskellige folk griber den bæredygtige hverdag forskelligt an understreger, at den bedste løsning i én hverdag ikke nødvendigvis fungerer i en anden. Vi respekterer hinandens holdninger, men deler dem ikke nødvendigvis.

3. Troværdighed
Sustain Daily sætter en ære i troværdighed og integritet både indadtil og udadtil. Vi vil være ærlige både når vi skriver om vores hverdag på egen hånd, og når vi indgår i samarbejder med eksterne partnere. Vi ønsker at sætte en standard for, hvordan annoncering og samarbejde med eksterne partnere kan foregå, så det kommer flest muligt til gode.

4. Handlekraft
At læse med hos Sustain Daily er første skridt på vejen mod at forandre sine vaner. Vi vil give skulderklap til dem, som er på vej i den rigtige retning, løfte de gode idéer og initiativer frem og anerkende dem, som forsøger at gøre en forskel, så vi skaber muligheder for, at mod og handlekraft kan vokse.