Back to top

Om Sustain Daily

Bæredygtige hverdagsvaner

Uden dårlig samvittighed

Velkommen til vores fællesskab, hvor det handler om at skabe en ny hverdag – uden at udskamme hinanden eller spille på vores dårlige samvittighed.

Sustain Daily er et fællesskab og samlingspunkt – fysisk og digitalt – for alle, der ønsker at leve mere bæredygtigt. Vi er til for dig, som er klar til at kigge på dine hverdagsvaner, men ikke ved, hvor du skal tage fat.

På webmagasinet deler vi artikler om næsten alt fra bæredygtigt forbrug over mindset og aktivisme. Du kan læse anmeldelser af bøger, film og podcasts, som gør dig klogere på klima, miljø og bæredygtiged. Vi blander konkrete guides, som hjælper dig i gang med de grønne vaner, med tænksomme essays og dybdegående interviews.

I Sustain Daily Podcast går vi i dybden med tanker, overvejelser og dilemmaer, så du kan skyde genvej mod et grønnere liv. Her får du både konkrete råd og vores mest private tanker om at være en bevidst forbruger.

To gange om året udkommer Sustain Yearly – vores cradle to cradle certificerede printmagasin, der guider dig til en grønnere livsstil. Det indeholder guides, interviews, opskrifter og stof til eftertanke.

Men vi er meget mere end det – Sustain Daily er et samlingspunkt, et fællesskab og en platform fuld af viden og nærvær.

Alle skridt tæller

Vi har ingen løftede pegefingre – og vi har ikke alle svarene. Det vigtigste princip for vores arbejde er, at alle skridt i den rigtige retning tæller. Du er med andre ord velkommen uanset, hvor du befinder dig på din rejse mod et mere bæredygtigt liv.

Du kan bruge Sustain Daily som et grønt tilflugtssted eller som et opslagsværk, når spørgsmål trænger sig på.

 

Hvem er Sustain Daily for?

Sustain Daily er for det moderne by-menneske, der prøver at få de bæredygtige værdier til at harmonere med et liv med jobs, venner, familie og hverdagens mange dejlige forpligtelser.

Vores læsere bor i hele Danmark, og har alle mulige typer jobs. Derfor tager vi udgangspunkt i tips, du kan bruge både i lejlighed og hus, om du har børn eller ej og uanset om du er lærer eller fysiker.

Vores skribenter er heller ikke ens, og der er ikke én person, der gør alt det, vi guider til her på siden. Derfor behøver du heller ikke!

Find ud af, hvad du synes er sjovest, og hvad dine værdier er og start der!

Det er ikke fordi, vi ikke ved på at den bæredygtige omstilling kræver en kæmpe livsstilsomlægning af os alle. Men på Sustain Daily tager vi den omlægning gradvist.

Hvem står bag Sustain Daily?

Sustain Daily er stiftet af Ditte Rosenquist, Emma Slebsager og Johanne Stenstrup i efteråret 2015. Da vi mødtes, blev vi enige om, at der manglede et sted på nettet, hvor inspiration til en mere bæredygtig livsstil var samlet. Det startede som en tanke, voksede sig større og større og blev til webmagasinet og blognetværket Sustain Daily i marts 2016.

I dag drives Sustain Daily af direktør Johanne Stenstrup og redaktør Louise Thustrup. Indholdet på platformen og i vores magasiner er skabt af en lang række frivillige skribenter.

Sustain Daily kontoret

Vi er et lille team på Nørrebro

Sustain Daily startede som et 100% frivillig drevet projekt, men i dag er vi glade for og stolte over at have et lille, effektivt kontor, der får hjulene til at dreje og kan sikre, at du får dine produkter og hurtigt svar på de mange spørgsmål, vi hver dag modtager.

Johanne Stenstrup
Direktør, blæksprutte og foredragsholder

Med en uddannelse som fasion manager og en kæmpe interesse for mode og bæredygtighed er Johanne kontorets og redaktionens tøjnørd. Til daglig står hun for alt fra salg, økonomi, koordinering og samarbejder som hun elsker. Om aftenen kan hun ofte findes til bæredygtige events rundt i København eller holder selv foredrag i hele landet.

Kontakt Johanne på johanne@sustaindaily.dk

Louise Thustrup
Redaktør og projektleder for Sustain Yearly

Louise er med sin kandidat i litteraturvidenskab kontorets ordkløver og tekstsmed. Til daglig står hun for driften af webmagasinet og for planlægningen af det kommende Sustain Yearly magasin. I ledige stunder er hun at finde med en bog mellem hænderne og en vinyl på pladespilleren.

Kontakt Louise på louise.t@sustaindaily.dk

Sustain Daily er bygget på fire kerneværdier

1

Bæredygtighed

2

Mangfoldighed

3

Troværdighed

4

Handlekraft

Hvor kan du finde Sustain Daily's indhold?

Vores primære kanaler

Sustain Daily er til stede på mange platforme, men vi har fire primære kanaler, som vi bruger mest:

Hjemmesiden: Her finder du vores store arkiv af artikler, og kan hele tiden holde dig opdateret på de nyeste. Det er også her, du finder vores webshop med egne magasiner og håndplukkede papirprodukter. På hjemmesiden finder du også Sustain Daily Klubben.

Podcasten: Sustain Daily Podcast udkommer i 2020 hver uge, og kan findes i de mest normale podcastapps som Apple podcast, Soundcloud, Spotify og Podimo.

Sustain Daily Mails: To gange om måneden udsender vi en mail, hvor vi forsøger at give dig et skud bæredygtig inspiration blandet med nyheder om, hvad vi laver.

Sustain Yearly magasinet: I vores printmagasin, der udkommer to gange årligt, finder du vores bedste artikler, tips og tricks samt masser af stof til eftertanke.