Redaktionens januar favoritter

Velkommen til første edition af redaktionens favoritter. Det er et nyt format vi prøver af, hvor vi åbner lidt op for de ting, vi finder spændende, sejt og inspirerende i løbet af måneden.

Klimalov nu

Normalt deler vi ikke underskriftindsamlinger, men når Danmarks største organisationer går sammen, og får 40.000 underskrifter på få uger, så rykker det noget. Og derfor lægger vi også vores stemme i kurven, og hiver alle sammen vores NemID frem for at skrive under på borgerforslaget om en klimalov nu.

Skriv under på: Klimalov nu

Informations klimanyhedsbrev

Får du ikke altid læst de nyeste nyheder om klimaet? Det gør vi heller ikke, og derfor er det godt at nogen samler dem for os. Det gør fx dagbladet Information, som udgiver et ugentligt klimanyhedsbrev. Hver uge får du plus listen og minus listen tilsendt direkte i din indbakke.

Tilmeld dig: Klimakampen uge for uge

Optimisme på podcast

Det hele kan godt blive lidt tungt, når man går op i verdens tilstand. Derfor var vi alle begejstrede, da vi læste bogen Håb i sommer (den går nu på runde i redaktionen) og vi glæder os til endnu flere afsnit af den nye podcast Optimisten, hvor Esben Bjerre tager fat i verdens problemer og ser på, om ikke noget går i den rigtige retning.

Lyt til: Optimisten

Velkendt skribent på Heartbeat

Vores tidligere frivillige skribent, Ditte Hedegaard, er blevet fast skribent på Heartbeat, og i denne måned har hun taget et yderst svært emne op. Det er god læsning, og sætter tankerne igang. Skal snakken om en bedre fremtid altid være behagelig? Generelt er vi fans af, at Heartbeats skriver så meget om klima og bæredygtighed.

“Hvem har lyst til at pege fingre og italesætte andre voksne menneskers frie, men dog svært miljøforurenende valg? De færreste, gætter jeg på.”

Læs: Vores børn vil undre sig over, at vi ikke pegede mere fingre ad hinandens unødvendige flyrejser

Papirkalender og bullet journal

Det er et skønt syn, når redaktionen mødes og planlægger, for rundt om bordet ligger en masse lækre analoge kalendere. Det seneste år er næsten alle gået analog, og det er både gennem kalendere, som fx Atelier Aarhus eller lignende, eller prikkede notesbøger fyldt med bullet journal systemet. Det er meget inspireret af denne analoge kærlighed, at vi har skabt Bevidsthedsboksen, som kan være et godt supplement til enhver kalender eller bullet journal.

Køb: Bevidsthedsboksen

Flotte to-go kopper

Vi vil gerne skære ned på engangskopper, men elsker en god cappuccino. En af måderne er selvfølgelig at sætte sig ind på caféen og nyde din kaffe i varmen. En anden er at have din egen kop med. Hvad end du er på DIY metoden, skal bruge en termokop til toget eller køber den smukke to-go version med kork, så lover vi, at du bliver glad for at have en kop med rundt.

Del gerne dine favoritter med os i kommentaren

5 Comments

  • Jeg kan rigtig godt lide dette format. Det er enormt spændende at se, hvad der rører på sig lige nu. Jeg ville dog gerne tilmelde mig Informations nyhedsbrev, men linket virker desværre ikke.

  • I er så inspirerende – Tak!
    Bare i denne uge har I inspireret mig til at tilmelde mig informations nyhedsbrev og bestille tre vegetariske kogebøger fra jeres liste udgivet tidligere på måneden 🙂
    Vi spiser ca. 30-40% vegetarisk herhjemme og det er stigende, men det er også noget man skal lærer synes jeg, da mange af de kogekundskaber og opskrifter man har lært hjemmefra ikke dur mere.

    Derudover var jeg helt vild med artiklen fra Heartbeats, men aner stadig ikke, hvad man skal sige, når nogen annoncerer en unødig flyrejse – er nok ikke helt skrap nok til at sige noget kritisk, men måske kan man bare lade være med at like så meget på insta og sådan noget 😉

    Nå man ville bare sige TAK!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *