Back to top

Ud i bølgen blå med børn: 5 sommeroplevelser ved vandet

Udgivet i samarbejde med Ørsted Privat, som vi har haft en længere samarbejde med – se mere her

Hvorfor ikke gøre noget anderledes denne sommer, og opleve Danmark fra vandsiden? Danmark er nemlig et ørige med max 52 kilometer til kysten – uanset hvor du befinder dig. Og derfor er der også uendelige muligheder for at bruge den kyst. I kan nemlig meget mere end bare at tage på en klassisk strandtur, og der er oplevelser for både store og små, hvor I kan få skønne minder og oplevelser med jer hjem. På den måde kommer I også tættere på naturen, men på en ny måde.

Om aftenen kan I passende se en af de mange skønne naturdokumentarer som hylder livet under vand, som vil synes ekstra spændende efter en dag hvor man selv har været helt tæt på vandet.

Tekst af Louise Thustrup

Indsaml skrald med miljøkajakken

Sammen kan I både gøre noget godt for miljøet, og få en skøn oplevelse som familie! Lån GreenKayaks Miljøkajakken i op til 2 timer – ganske gratis. Det eneste I skal, er at indsamle affald i havet når I tager på jeres sejltur. Rigtig meget affald ender nemlig i de danske havnebassiner når vinden får fat i det affald, der ikke bliver smidt ud. Vær med til at rydde op og sørg for, at det vildfarne affald ikke ender i fiskenes maver.

Find miljøkajakkerne i Aalborg, Aarhus og København.

Planlæg en kanotur

Er du og din familie verdensmestre i at slå telt op og vant til aktive ferier, så kunne en længere kanotur måske lige være noget for jer. Selv hvis I har små børn kan en kanotur sagtens lade sig gøre – det eneste det kræver, er lidt grundig planlægning, og at I øver jer i de ting, som I måske ikke er så gode til endnu, såsom at tænde bål i regnvejr. Og pak også gerne lidt ekstra hyggelige overraskelser til børnene undervejs når humøret daler. Et spil kort eller majskerner til at lave popkorn af, kan hurtigt blive et kæmpe hit.

Og er tanken om overnatning i det fri ikke lige noget for jer, så kan I også bare tage en endagskanotur. Husk stadig at planlægge turen (tænk over alt fra madpakker og tørre sokker til plastre og redningsveste) og vær realistisk omkring, hvor længe den skal vare.

Tag på en eventyrlig tur med træskibe

Søger I en lidt ekstraordinær oplevelse, så skaber de historiske træskonnerter fra De Forenede Sejlskibe eller Maritimt Center Danmark de perfekte rammer. Hvad end I er på udkig efter en hel ferie, en familiefødselsdag eller blot en sejltur på et par timer, bliver en tur på bølgens brus lidt ekstra særlig når det foregår på dækket af et historisk træskib. På turen vil I være i besætningens trygge hænder. I kan måske endda lære at lave et rigtigt knob eller bare nyde lyden af havet og følelsen af vinden i håret.

Oplev lokalområdet fra vandcyklen

Særligt i sommermånederne er der mange havneområder og større søer, hvor I kan komme til at leje en vandcykel. Det er en sjov og hyggelig måde at være aktive sammen, hvor alle kan være med. Det er også en god måde at opleve en by eller et område – hvad end det er jeres egen lokale by eller det sted, I er på ferie – fra en lidt anderledes vinkel. Ifør jer solhat og solcreme, pak nogle snacks og tramp afsted ud i det blå.

Prøv SUP og afprøv balancen

SUP står for Stand Up Paddle og er en aktivitet, der hurtigt har vundet popularitet i hele verden – også i Danmark. SUP er for børn og voksne i alle aldre og kræver blot en god portion øvelse! Det er super god træning for koncentrationen og balancen, og når først I er ude på vandet og har fundet en god rytme, bliver det næsten meditativt. Der er efterhånden flere steder, hvor I kan købe jer til begynderkurser med lån af al udstyr og redningsveste, og hvor I kan få en lille smagsprøve på både alle udfordringerne og alt det sjove ved SUP.

Author avatar

Sustain Daily

https://www.sustaindaily.dk
Sustain Daily er et webmagasin og bloggernetværk om bæredygtig livsstil. Vi arbejder på højtryk med at give dig den skarpeste information, de mest inspirerende historier og de bedste tips og tricks. Hvis du har idéer, kritik eller en invitation til noget, vi skal være med til, så send os en mail på kontakt@sustaindaily.dk

Post a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *